Køge Kommune og Connect Køge inviterer alle virksomheder i kommunen til den første af flere Business Breakfast torsdag den 4. februar kl. 8.00. Formålet er at styrke dialogen og skabe et tættere samarbejde mellem det lokale erhvervsliv og Køge Kommune.
Den første Business Breakfast vil blive afholdt som et virtuelt møde torsdag den 4. februar fra kl. 8.00 til 9.15 og byder på tre oplæg og sparring. Mødet indledes med en velkomst af Allan Munch, direktør for Connect Køge, efterfulgt af et indlæg af borgmester Marie Stærke om Køge Kommunes indsats under den aktuelle coronasituation, og hvordan kommunen og erhvervslivet bedst forbereder sig sammen på genstart.
Sidste oplægsholder på programmet bliver den nye teknik- og miljødirektør Stig Werner Isaksen. Han kommer for at give sit bud på – og sparre med deltagerne om – hvad fremtidens erhvervsservice vil fokusere på. Det store omdrejningspunkt er her, at det handler om tidligt konstruktivt samarbejde, når virksomhederne skal udvikles. Efterfølgende får deltagerne mulighed for at dele deres synspunkter og sparre med andre virksomheder og repræsentanter fra kommunen i et åbent forum.
Først virtuelt, senere fysiske møder
Den første Business Breakfast vil blive afholdt virtuelt for at tilbyde virksomhederne i Køge kommune en let og direkte adgang til politikerne, kommunes ledelse og Fonden Connect Køge under en trængt coronatid.
- Vi oplever desværre, at den aktuelle coronasituation rammer dele af erhvervslivet og borgere meget hårdt. Vi venter derfor ikke til senere på året, men tilbyder allerede nu Business Breakfast – selvom det må ske virtuelt. Tiden er til at være nærværende og opsøge dialog, så vi sammen kan få alle bedst muligt gennem coronasituationen, siger Allan Munch direktør for Connect Køge.
- Dialog og åbenhed mellem virksomhederne, politikere og embedsmænd er vigtig for at have et godt erhvervsklima i kommunen og for at sikre den fortsatte erhvervsudvikling. Vi politikere og embedsmændene skal have fingeren på pulsen og følge med i, hvad der rør sig hos de lokale virksomheder, så vi kan skabe de bedst mulige betingelser for vækst og jobskabelse i kommunen. Jeg ser derfor meget frem til de kommende ”morgenmadsmøder” med de lokale virksomheder, udtaler borgmester Marie Stærke.
Fremtidige og efterfølgende Business Breakfast vil naturligvis afvikles som fysiske møder med gratis morgenbrød til deltagerne. Planen er, at Business Breakfast skal finde sted i hvert kvartal og afholdes hos lokale virksomheder med mulighed for rundvisning.
Business Breakfast er for alle interesserede virksomheder i Køges kommune. Det er gratis at deltage, men kræver en tilmelding på Connect Køges hjemmeside www.connectkoege.dk under Arrangementer.
FAKTA
Om Business Breakfast – i fysisk udgave
Det er Connect Køge, der i samarbejde med borgmesteren og centrale embedsmænd i Køge Kommune lancerer Business Breakfast for at skabe en tættere kontakt mellem virksomhederne og Køge Kommune. Business Breakfast byder på kaffe og rundstykker, et åbent forum med andre erhvervsdrivende, rundvisning hos en lokal virksomhed og et spændende oplæg. Initiativet skal være med til at styrke dialogen og samarbejdet som basis for endnu mere dynamik og udvikling i det lokale erhvervsliv.
Program for den 4. februar
Kl. 08:00: Velkomst, v/Allan Munch, direktør for Connect Køge
Kl. 08:05: Hvem er vi om skærmen her
Kl. 08.15: Dialog og åbenhed er vejen til succes, v/Marie Stærke, Borgmester i Køge Kommune
Kl. 08.25: Tidlig og konstruktivt samarbejde om din vækst, v/Direktør for teknik og miljø i Køge Kommune
Kl. 08.40: Del dine synspunkter – Vi lytter
Kl. 09:10: Afslutning, v/Allan Munch
Kontakt: Direktør Allan Munch, Connect Køge. tlf. 3083 1077, mail: am@connectkoege.dk.