Corona-krisen har betydet, at mange arrangementer ikke kan afholdes som hidtil. Det gælder også uddannelsesmessen Tjek på Fremtiden.
Den årlige messe erstattes af en messe i virtuel form som løber af stablen torsdag den 29. oktober 2020 kl. 17-19.
Som planlagt er det skoleudvalgsformand Mads Andersen fra Køge, der åbner messen 'Tjek på fremtiden Virtuelt', der er et tilbud til elever og forældre 8. – 10. klasse i Køge, Solrød og Stevns.
Uddannelsesmessen Tjek på Fremtiden, der afholdes hvert år i oktober på Campus Køge, er i år aflyst på grund af coronasituationen. I stedet bliver der afholdt en virtuel uddannelsesmesse, som forældre i Køge, Solrød og Stevns kan linke op til den 29. oktober 2020 kl. 17.
På den virtuelle uddannelsesmesse, kan elever og forældre deltage i infomøde, hvor de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne præsenterer netop deres ungdomsuddannelser og hvor studievejledere er klar til at besvare spørgsmål.
Ligeledes vil der være et ”messeområde” med chat, dialog, links til film eller andet.
På skolerne i Køge, Solrød og Stevns vil eleverne op til dagene blive præsenteret for indgangen til den virtuelle uddannelsesmesse Tjek på Fremtiden og hvordan de sammen med deres forældre kan deltage i messen hjemmefra.
- Der var bestemt ikke noget galt med måden vi hidtil har afholdt uddannelsesmesser, som rigtig mange elever og forældre også har bakket op bag, men engang i mellem, når omstændighederne pludselig ændrer sig, kan det være fint lige at ryste posen og forsøge at gøre tingene på en anden måde, fortæller Mai Rose Kristiansen, der er leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning i Køge.
Sammen med planlægningsgruppen håber Mai, at der på skoler og blandt forældre bliver taget godt imod det nye tilbud, som kan nås fra spisebordet hjemme i stuerne, eller hvis det skal være mere mageligt fra sofaen.
Vigtigt er det, at både elever og forældre bliver klædt på til uddannelsesvalget efter grundskolen.
Kontakt Mai Rose Kristiansen på telefon 30 56 75 03 eller på mail her > hvis du ikke er belvet orienteret om adgangsmulighed til den virtuelle messe.