Skovbo Kunstforening præsenterer en udstilling i Borup Kulturhus af kunstneren Søren Martinsen.
Genre med historik
Landskabsmaleriet er en genre med en historik, der strækker sig over århundreder. Men det er ikke den urørte og kyske natur, som Søren Martinsen arbejder med, men brugsnaturen og de spor, vi som mennesker sætter i landskabet.
Hvordan vi deler det op og kontrollerer det. Og i modsætning til alle de ting, der ligger ude forbi horisonten og det sensoriske apparat, hvor fantasien og hallucinationerne tager over, så er landskabet omkring os noget konkret, vi kan forsøge at forstå og forholde os til.
Det er farver og former. Det er stor skønhed og et billede på, hvordan forskellige menneskelivs baner gennem tiden har formet det landskab, der omgiver os. Det er et billede på, at landskabet ikke bare et landskab, men et produkt af os selv.
Abstrakte landskaber
Hvis man vil vise et kendt motiv – landskabet - på en ny måde, skal man skifte standpunkt og f.eks. som at gå højt til vejrs og det har Søren Martinsen gjort.
Denne utraditionelle landskabsmaler har været en tur på Google Earth, og hvad han har set her – på en svimlende afstand, har han har valgt, afmalet og genskabt i sine typisk pågående farver, så resultatet mere end tangerer det abstrakte maleri.
Havde vi ikke forklaringen med Google Earth, der ser verden fra oven, ville vi antage disse malerier for at være så forestillingsløse, men former og farver genkendes.
Landskabsmaleren
Søren Martinsen (f. 1966) er uddannet fra Det kgl. danske Kunstakademi i København samt Goldsmiths College, University of London.
Han er en kunstner med et hav af udstillinger bag sig og som har gjort sig bemærket med store soloudstillinger over hele landet bl.a. på Trapholt, Kunsthal Nord, Rønnebæksholm og Sorø Kuntmuseum.
At han i dag bor i Glumsø og ikke i København, nævnes kun for at bekræfte konfigurationen mellem hans daglige omgivelser og så de motiver, som han giver fra sig og som kan ses på denne udstilling.
Udstillingen kan ses hver weekend samt efter aftale frem til 8. november 2020.