Foto: Jørgen Chr. Jørgensen / sn.dk
Af Torben Thorsø / sn.dk
Fredag den 10. september 2021 blev de sidste 1200 meter af den ambitiøse havneudvidelse færdiggjort som afslutningen på et mere end 15-årigt projekt.
Solen skinnede om kap med smilet på havnedirektørens ansigt, da den sidste del af havneudvidelsen, en kajstrækning på 1200 meter, blev indviet fredag formiddag.
- I kan nok se, at jeg er en glad mand, ik’, lød det fra Thomas Kampmann, da han bød velkommen til indvielsen og fortsatte:
- I mine bøger er det her ret så historisk, for nu afslutter vi arbejdet med at udvide Køge Havn til tredobbelt størrelse, noget, der har været arbejdet på i 15-20 år. Samtidig har vi taget lidt af et kvantespring ved at udvide bunddybden fra knap 7 meter til 9.5 meter.
Her omtalte han også den aftale med DFDS, der netop er blevet indgået om en godsrute fra Klaipeda i Litauen til Køge Havn.
- DFDS har ellers ligget i Københavns Havn gennem mere end 100 år, men er nu rykket til Køge - så noget har vi jo gjort rigtigt, bemærkede han.
Står på skuldrene
Begejstringen var ikke mindre hos borgmester Marie Stærke (S), der derefter overtog mikrofonen.
- Det er lige så man kniber sig selv i armen, for at være sikker på, at man virkelig ér vågen, sagde hun og berettede, om hvordan havneprojektet i begyndelsen bare var en ønskedrøm, da man begyndte at tænke de første tanker for mange år siden.
- I dag bliver drømmen og visionen så realiseret for alvor og det bekræfter endnu engang, at i Køge kan vi noget, fortsatte hun og understregede, at æren for at drømmen er blevet realiseret skal gives til de mange parter, der har sørget for, at den »vanvittige ide« nu er blevet til virkelighed:
- Når vi står her i dag, så er det på skuldrene af andres mod og succes med at gribe bolden og bare gøre det!
Indvielsen af det nye havneområde blev sluttet af med hurraråb og snorklip - og selvfølgelig »suset fra Køge Bugt«, som havnen ligger ud til.
På billedet ses borgmester Marie Stærke og havnedirektør Thomas Kampmannn ved snoreklipningen fredag den 10. september 2021.