Fra sn.dk af Henrik Førby Jensen
Fra snorklippet om formiddagen til langt ud på aftenen var Køges nye butikscenter Strædet en »legeplads« for børn og deres forældre.
I butikkerne blev der oset i stor stil. Og ikke nok med det - indkøbsposerne blev hurtigt fulde af de mange, skarpe åbningstilbud, og veninder og kærestepar lagde vejen forbi til den store frokostbuffet hos Restaurant Siesta.
I gaden var der besøg af Llloyd og Nye - de to hovedpersoner i Lego Ninjako filmen og i Lego teltet var syv-årige Aviaya Olivia Kofoed-Bæk sammen med sin mor Heidi ivrige deltagere i tegnekonkurrencen med fribilletter og merchandise som hovedpræmier.
De to bor i Borup og Heidi Koefoed-Bæk glædede sig over, at Køge nu har fået flere butikker.
- Problemet med Køge er tit, at det er svært at finde parkeringspladser. Hvis der er tilstrækkeligt med parkeringspladser, tror jeg godt, vi kan finde på at køre til Køge for at handle ind i stedet for Roskilde, sagde hun.